.

Jeg har , igen, tilbragt hele dagen i atelieret. Det har været en dejlig dag, og malerierne begynder at hobe sig op i hjørnerne. Ingen af dem er helt færdige endnu, men de er begyndt at tale til mig. 
De er også begyndt at kræve. Der er former og farver der ikke er rigtige, og som jeg er nødt til at ændre - straks!
Når jeg så har ændret en form et sted, er der med det samme en anden der forlanger at blive lavet om.
Der er tyve uvorne malerier der råber på mig hele dagen igennem. Nu har jeg vendt dem om for at få fred, indtil i morgen tidlig hvor det hele begynder forfra.

.

Og så blev det vinter én gang til.....
Det var åbenbart for godt til at være sandt, al min snak om foråret der var på vej. Den iskolde vind fejer gaderne rene, vandpytterne er forvandlet til mini-skøjtebaner og spurven sidder stum bag kvist - igen. I går aftes kom der pludselig en snebyge. Denne vinter er bestemt ikke som de Sydfranske vintre plejer at være. Men vinteren i Danmark i år er vist også noget usædvanlig, har jeg forstået. Så hvorfor skulle vi slippe? Nu starter vinterferien hernede og jeg mindes, ikke uden nostalgi, vinterferier som vi har tilbragt i liggestolene på terrassen. Det bliver vist ikke aktuelt i år, og den sommerbrune kulør får jeg kun på tube. Solen skinner, men man har kun glæde af den set inde fra den lune stue, og havemøblerne bliver i garagen lidt endnu.

.

Vi var i Nimes i går, fordi bilen skulle til service, og mens vi ventede tog vi en bybus ind til Nimes centrum.
Busselskabet hedder “Tango”, og det bærer virkelig sit navn med rette. Busserne er kun sparsomt affjedret, og sæderne er få og hårde så der er god plads på dansegulvet.
Vi lægger ud med et flot og fyrigt spring bagud, idet bussen starter og alle passagererne tager det første dansetrin. Så følger en serie rytmiske og temperamentsfulde sving, som vi alle følger så godt vi kan. Der er fart over feltet over hele linien, kun en enkelt falder. Vi slutter første runde med et langt, glidende trin frem idet bussen standser ved næste stop. Og så på den igen, akkompagneret af en skrattende radio, mens vores rullende dansegulv knirkende ræser gennem byens smalle gader. Gennem ruderne kan vi se folk springe for livet, de har deres egen lille Tango kørende derude på fortovet. Ved hvert stop skifter vi partnere eftersom folk stiger af og på, og sådan bliver det ved, indtil vi slutter vores Tango med et , mere eller mindre, elegant spring idet vi stiger ud ved vort bestemmelses-sted . Tak for dansen!

I år er det præcis tyve år siden vi flyttede fra Danmark, min familie og jeg, for at slå os ned i denne lille by i Sydfrankrig. Dette forår er altså en art jubilæum.
Det indbyder til refleksioner, til at gøre status. Jeg ved at jeg har ændret mig ved at flytte til et andet land, og somme tider spekulerer jeg på, hvilken person jeg mon ville have været i dag hvis vi ikke havde taget denne beslutning for enogtyve år siden.
Der er så mange ting man tager for givet når man bor i det land hvor man er født og opvokset. man har sin plads i systemet, og man har sine referencer, og det er noget helt selvfølgeligt.
Her i Frankrig måtte jeg først lære mig sproget for at have en chance for at komme ind i systemet overhovedet. Jeg begyndte med at læse bøger, og der var jo nok at tage fat på, og oven i købet til en rimelig pris sammenlignet med i Danmark. I starten var det nok begrænset hvor meget jeg fik ud af det, med en ordbog ved den ene side og papir og blyant ved den anden. Men lidt efter lidt gik det bedre, og en dag gik det op for mig at jeg var begyndt at læse flydende og med fornøjelse. Jeg fik et stort, og måske lidt usædvanligt, ordforråd på denne måde.
Det sværeste, i starten, var at ringe til folk, og at opsøge forskellige offentlige kontorer for at blive indlemmet i sytstemet. I Danmark var jeg ret genert og tilbageholdende på mange måder, men det kunne det ikke nytte noget at være her, jeg havde kun mig selv at støtte mig til. Det er nok på det punkt jeg har forandret mig mest, jeg er (næsten) blevet kureret for min generthed!

.

Man begynder at kunne fornemme at vinteren er ved at være forbi. Den kolde Mistral er blevet afløst af sydlige vinde som har bragt en mild regn med sig. Og nu, efter regnen, stråler solen fra en dybblå, skyfri himmel. Der er grøde i luften, man kan ligefrem lugte det. Man kan også høre det på fuglene, de er begyndt at synge lange, indviklede sange med høje, klare stemmer. Mandeltræernes knopper er ved at folde sig ud, nu kan man se om de bliver hvide eller lyserøde. Også frugttræerne følger godt med, men det varer endnu næsten en måned før de springer helt ud. Kirsebær, Abrikoser og Ferskner kommer lige efter mandeltræerne, som normalt står i fuldt flor sidst i Februar. Det er også på den tid de små, vilde Iris og Påskeliljer dukker op i farvestrålende klynger mellem klipperne.

.

Jeg har lige genoptaget læsningen af Simone de Beauvoir, en forfatter jeg ofte vender tilbage til. Forleden i Avignon fandt jeg en bog på 900 sider, med hendes ungdoms-dagbøger, “Cahiers de jeunesse”. Foruden flere af romanerne,  har jeg allerede et par af hendes selvbiografier, “La force de l’âge” og “La force des choses”. Disse bøger er jo egentlig en redigering hun selv har foretaget af nogle af de senere dagbøger. I den nye bog jeg har købt står dagbogs-optegnelserne i deres oprindelige form, uden forudgående redigering, og det gør dem meget intime og private. Jeg har næsten dårlig samvittighed over at læse dem, men som passioneret dagbog-skriver er det meget interessant læsning. Og så er det en enestående chance for at lære en forfatter, som jeg beundrer, bedre at kende. Efter at have læst dagbøgerne får jeg lyst til at genoptage læsningen af “Le deuxième sexe” som jeg aldrig har fået læst færdig, hovedsagelig fordi den billigbog- udgave jeg har, er trykt med så små bogstaver at man næsten må bruge lup. Mit navn det står med prikker.....

.

Så er vi blevet “skrevet i mandtal”, som der står i biblen.
Den stadig tilbagevendende kommunale folketælling med et par skemaer som vi har udfyldt efter bedste evne.
Et par eksempler :

1. Hvad bor de i? (sæt kryds) ... Et hus, en campingvogn, et skur, andet.

1. 2.Hvor er deres bad?  (sæt kryds)...  Ingen steder, i et værelse der ikke er beregnet til formålet, på toilettet, i et badeværelse.
   

2. 3.hvilken nationalitet har de, og evt. hvilken stamme tilhører de?
   

3. 4.Og så en masse spørgsmål hvor vi slet ikke passer ind i skemaet, spørgsmål der handler om vores arbejde. Maleri hører nok ikke ind under rigtigt arbejde i denne forbindelse.
   

.

Sidste dag i en lang, kold vintermåned, som alligevel på besynderlig vis er gået lynhurtigt.
Den har skiftet mellem korte glimt af næsten forårsagtige tilstande, og lange perioder med frost og kulde - og sne ind imellem. Nu er lyset knivskarpt, himlen knaldblå og vinden bidende kold.
I går var vi, lokket af det solrige vejr, en tur i Avignon. Byen var lige så smuk som altid, og vinden var så kold som den kun kan føles i Avignon på en klar, solrig vinterdag. Mistralen havde fået godt tilløb ned langs med Rhonen, og nu hvislede den gennem gaderne og forjog det gadeliv der ellers er så meget af på lunere dage. Caféerne havde pakket sammen og var flyttet indendørs og gaderne var næsten mennesketomme.
Ofte skifter vejret i forbindelse med fuldmåne, så måske kommer der snart lidt mildere luft over os.
Jeg vågnede i nat ved et skarpt lys. Da jeg åbnede øjnene troede jeg først at det var solen, men den stod i en forkert vinkel. Jeg var desorienteret et øjeblik indtil det gik op for mig at det var månelyset der havde vækket mig. Månen stod kuglerund og meget nærværende lige udenfor vinduet og badede rummet i et koldt, klart lys. Udenfor var alt tydeligt og klart oplyst, næsten som midt på dagen. Det var altså det der havde vækket mig flere gange de sidste par nætter - ganske almindelig månesyge!

.

På højsletten udenfor landsbyen er der en stor indhegning lavet af grene og ståltråd. Buskene og de lave træer står så tæt at man ikke kan bedømme hvor stor den egentlig er.
Derinde lever en flok kulsorte tyre med lange spidse horn. Jeg havde ikke set dem et stykke tid, men i går var de der igen, helt henne ved hegnet, parate til at blive fotograferet.
De bliver opdrættet til shows i de små arenaer, hvor de bliver lukket ind til en lille flok ubevæbnede mænd som forsøger at hænge en krans på tyrens horn. Tyren selv kommer ikke noget til, men mændene må løbe for livet. Jeg ved ikke hvad tyren synes om at blive drillet sådan, men den har et godt fast sommerjob hvor den optræder om søndagen og driver den af på græsgangene resten af ugen. Og det er vel ikke så dårligt endda. De “dygtigste” af tyrene bliver veritable helte. Nogle af tyrene får også et lille ekstrajob ved sommerfesterne i de små landsbyer. Der bliver de drevet gennem gaderne af en flok guardians til hest som holder tyrene i skak ved at ride helt tæt op ad flokken. Her er det kun underholdning, men i Rhone-deltaet Camargue er det en praktisk manøvre når tyreflokkene skal drives fra den ene græsgang til den anden.
Mens jeg tog billeder af tyrene afholdt de deres egne små turneringer som om de allerede var begyndt at træne til den nye sæson der starter til sommer.

.

Udsalget synger på sidste vers og der er ekstra nedsættelser overalt, også i supermarkedet.
Jeg købte cowboybukser til 6€ - ca. 45kr.
De mindede mig om mit allerførste par, måske på grund af prisen, for mon ikke de kostede noget lignende for omkring 45 år siden?
Jeg var blandt de første piger i Danmark der gik med rigtige cowboybukser og jeg måtte ind i en herreforretning for at købe dem. Jeg var femten år og ved at gå til af generthed derinde mellem store voksne mænd som aldrig før havde haft en ung pige som kunde i butikken - men bukserne ville jeg have, koste hvad det ville. De symboliserede et oprør mod konventionerne, en søgen efter frihed, og følelsen af det ru stof mod benene mindede mig, for hvert skridt, om at jeg var revolutionær!  Og det virkede, folk vendte sig om efter mig på gaden med forargede blikke, og jo mere de rystede på hovedet jo mere stolt var jeg. Det første jeg gjorde da jeg i triumf havde hjembragt klenodiet, var at lægge bukserne i badekarret og skure dem med skurepulver og en stiv børste for at få dem til at se slidte ud, og dermed endnu mere provokerende. Det var især det at lynlåsen sad foran der forargede, pigebukser havde lynlås i siden.
Senere blev det mere almindeligt at piger gik i jeans og jeg chokerede ikke nogen mere, ikke før jeg begyndte at male og promenerede i byen med mine bukser dækket af malerpletter. Så vendte hovederne sig igen.
Tiderne har skiftet, men mon ikke jeg stadig ville vække forargelse hvis jeg gik i byen med mine nye bukser når de engang har fået patina - og malerpletter?
Jeg tror nu nok at disse her får lov til pænt at blive hjemme i atelieret!

.

 I dag er det min ugentlige fridag, den af ugens dage jeg mindst kan lide!
Det er om torsdagen der bliver gjort rent i hele huset, så det er den dag huset virker størst! Og så er det dagen for det ugentlige indkøb. Vi køber konsekvent kun ind én gang om ugen, det sparer både tid og penge, og så spændende er det heller ikke at gå i supermarkedet.
Til gengæld tager vi sommetider på marked om lørdagen og supplerer op med frisk brød og friske grøntsager, og måske et par gedeoste. Men det er mest for fornøjelsens skyld. Hver lørdag formiddag er Uzés omdannet til ét stort marked hvor man kan få næsten alt, fra kød, fisk, ost, brød og grøntsager til tøj, sko, bøger, musik og alverdens nyttige og unyttige ting til huset. Der er også et stort udvalg af tørrede urter i store bunker ,som kan bruges til te eller som krydderurter, af oliven i løs vægt,med og uden krydderier , og af bunker af gamle blonder. Og så er der boderne med de små runde, hvide gedeoste som bønderne selv fremstiller. De kan købes i forskellige grader af modning, fra de helt friske til de helt tørre, alle stadierne smager forskelligt, men ingen af dem er særlig stærke.
Meni dag er det basis-indkøbet i det kæmpemæssige supermarked udenfor byen det gælder. det er måske knap så charmerende, men det er praktisk!

.

Vinden hyler om hushjørnet, et tyndt, nyt snelag har lagt sig over jorden i nattens løb og gaden er spejlglat. Skodderne klaprer i den stærke blæst, og det rusker i træerne, men himlen er lys og solen er ved at bryde igennem.
På pladsen foran huset er en kommunalt ansat mand, iført hue og vanter, ved at fjerne julepynten. Det var på tide!
Jeg er træt af at se på blinkende lyskæder i træerne foran mit vindue, og et kommunalt juletræ der efterhånden ser temmelig sølle ud, skævt og forblæst. For mig sluttede julen til nytår, men her slutter den med forårslysets komme, det er åbenbart en anden tidsregning.
Endnu en dejlig fredelig arbejdsdag ligger foran mig. Jeg har mange billeder i gang, en hel udstilling. De skal først være færdige til næste efterår hvor jeg skal have separatudstilling i Galleri gl.Lejre, så jeg har hele foråret og en lang sommer til at male dem i. Indtil videre er de på et punkt hvor de står åbne og kan ændre sig. Farverne er varme, de er begyndt at ulme og gløde, men også det kan ændre sig.
Det er en god periode at male i nu hvor lyset stiger mere og mere for hver dag der går.
Snart kommer foråret med alle dets farver og så sommeren hvor alle døre og vinduer står åbne, eller hvor jeg rykker staffeliet udenfor i skyggen. Det er dejligt at tænke på at det går den vej!

.

Utroligt så påvirket man er af lyset. Man kan vågne en morgen og vide at solen skinner næsten inden man har åbnet øjnene.
I dag er sådan en dag. I mit atelier er det altid lyst, selv i gråvejr, men når solen skinner er det som at stå under åben himmel. Man kan blive helt svimmel. Lyset trænger ind overalt og fylder rummet, malerierne, mig. Jeg føler mig helt fyldt op med lys, og kan ikke undgå at blive glad.
Jeg ser ud af vinduet på den solbeskinnede verden udenfor og det kribler i mig for at komme ud. Hurtigt på med frakken, kalde på hundene og ud af døren.-Og så er det hundekoldt!  Mistralen piber og suser om hjørnerne, og selv om det ikke er frost føles det nærmest sådan. det er ikke første gang jeg har ladet mig narre af lyset til at tro at det var forår.
Det blev en lidt kortere tur end beregnet, undskyld hunde. Vi skynder os hjem og sætter vand over til en god varmende kop te, hundene må trøste sig med et gnaveben.
Så må jeg nyde lyset herinde - og det er også godt nok!